Landsdækkende service
39 69 50 50

Forenede Service sætter omsætningsrekord

Forenede Service i Danmark har i dag offentliggjort årsrapport for 2025. Den viser fremgang i forretningens tre områder; rengøring, ejendomsservice og kantinedrift og en omsætningsrekord på knap 1 mia. kr. Samtidig forbedrer virksomheden driftsresultatet for andet år i træk. I årets løb har Forenede Service gennemført markante investeringer i salg, marketing og bæredygtighed for at styrke den langsigtede vækst.

“2025 var et stærkt år for Forenede Service i Danmark. I årets løb prioriterede vi markante investeringer i salg, marketing og bæredygtighed, hvilket bidrog til at løfte omsætningen betydeligt. Samtidig har vi med investeringerne sået frø til den fremtidige vækst og styrket vores position som en driftssikker og ansvarlig servicepartner med en forretning gennemsyret af bæredygtige valg,” siger administrerende direktør Henrik Luxhøj.

Årets nøgletal:

  • Omsætning: 978 mio. kr. (en vækst på 3 % vs. 2024)
  • Resultat af primær drift: 463.000 kr. (en forbedring på 1,3 mio. kr. vs. 2024)

En decentralisering af salgsindsatsen har medvirket til, at Forenede Service har opnået sin højeste omsætning nogensinde. Samtidig har den underliggende drift udviklet sig positivt.

Fremgang og god drift i alle tre divisioner

Alle tre forretningsområder har i 2025 bidraget til den positive udvikling.

  • I Rengøring er indtjeningen forbedret ved at modernisere driftsorganisationen og styrke vores fokus på salg og kundeforståelse. Divisionen har løftet indtjeningen med 1,7 procentpoint i forhold til året før.
  • Kokkenes Køkken fortsatte sin imponerede udvikling med en vækst på 27 % som følge af flere nye kantineaftaler. Kokkenes Køkken driver i dag 51 kantiner i Danmark og serverer frokost for 12.000 gæster. Kantinekonceptet SANS er efterspurgt i markedet, fordi kunderne oplever høj kvalitet, og fordi historien om konceptet er blevet fortalt mere tydeligt og understøttet med synlig markedsføring.
  • I Ejendomsdrift og -service voksede forretningen med 3,3 %. Vores omlægning af driften har haft den ønskede effekt, og området er samtidig blevet mere digitaliseret og klar til at håndtere flere kunder med en drift, der er både professionel og konkurrencedygtig.

Ordentlighed og ansvar i hverdagen

Som familieejet virksomhed har Forenede Service et særligt fokus på ansvarlighed i driften og på at skabe en god arbejdsplads for medarbejderne.

I løbet af 2025 har virksomheden styrket sin organisation med et nyt ledelsessystem, der skaber større åbenhed og tydeligere prioriteringer på tværs af forretningen. Samtidig er medarbejdertilfredsheden steget markant, hvilket blandt andet afspejles i en forbedring af eNPS fra 38 til 44.

Bæredygtighed er også blevet styrket som strategisk fokusområde. I marts 2025 ansatte Forenede Service en bæredygtighedschef med reference til administrerende direktør, Henrik Luxhøj.

“ESG og bæredygtighed er ikke et sideprojekt for os; det er en integreret del af forretningen. I 2025 tog vi blandt andet et vigtigt skridt ved at balancere vores CO₂-udledning i scope 1 og 2 i Danmark,” siger Henrik Luxhøj.

Fokus på langsigtet udvikling

2025 har været et konsolideringsår for Forenede Service, hvor fokus har været på at styrke driften, udvikle organisationen og begynde at investere i fremtidig vækst.

”I 2026 forventer vi en fortsat positiv udvikling i vores aktiviteter og indtjening, understøttet af et solidt ordreindtag og et styrket kommercielt og organisatorisk fundament. Målet frem mod 2030 er fortsat at skabe lønsom vækst i alle divisioner med ESG og bæredygtighed som ledestjerner,” siger Henrik Luxhøj.

For yderligere information, kontakt:

Henrik Luxhøj

Administrerende direktør, Forenede Service i Danmark

Tlf.  23 73 86 20

henlux@forenede.dk